top of page

Lavt selvværd — Lav selvtillid

Selvværd og selvtillid er vidunderlige følelser at arbejde med. Fordi der kan arbejdes med dem. Og fordi vi skal arbejde med dem for at styrke vores immunforsvar mod livets udfordringer.

Du har sikkert på et tidspunkt oplevet, at du ikke følte dig god nok. Uanset hvem du er. Enten i kortere eller længere perioder i dit liv. Måske endda altid. Måske fungerer du rigtig godt på nogle områder, og samtidigt kan der være andre områder i dit liv, der får dig til at savne troen på dig selv.

 

Det sluger din energi, hvis du bruger for meget tid på at tvivle på dig selv.

 

Det dejlige er, at du ikke behøver have det sådan. Du kan ændre disse følelser og blive mere glad og tilfreds i livet – og det er forløsende.

 
3 fantastiske grunde til at styrke selvværd og selvtillid
  1. du kommer til at kunne lide dig selv meget bedre

  2. du bliver mere rolig og glad

  3. du kan overskue og klare modgang

 

Kontakt og hør om dine muligheder hos forandringmedtryghed.dk.

 

Læs videre, og forstå forskellen på selvværd og selvtillid.

​​
Definition af Selvværd og Selvtillid

I daglig tale bliver de to begreber ofte blandet sammen. Det kan give lidt forvirring, da der egentlig er tale om to forskellige oplevelser af dig selv. Se nedenfor, hvordan de to begreber adskiller sig fra hinanden.

 
Selvværd er, hvad du oplever, du selv er værd.

Selvværd eller selvfølelse handler om, hvad og hvem du er – uanset hvad du kan og gør. Har du et godt selvværd, kan du sige højt og samtidigt føle inden i: ”Jeg er god nok som jeg er, uden at være noget bestemt, og uden at præstere noget”. Selvværdet beskrives som en indre søjle. Eller en kerne. Den holder dig jordbunden, i balance, og gør dig svær at vælte. Et højt selvværd er kendetegnet ved;

  • Du er glad og tilfreds med dig selv – hele tiden, eller næsten

  • Du har egne meninger, og du er glad for dem

  • Du er ærlig overfor dig selv

  • Du står op for dig selv

  • Du dømmer ikke dig selv ud fra sammenligninger med andre

  • Din udvikling er utvungen og naturlig

  • Du accepterer lyse og mørke sider af dig selv – og prøver ikke at bekæmpe dem

  • Du rummer både at få ros og kritik, og vurderer det op mod din egen oplevelse af dig selv

  • Du lytter til din indre kritiske stemme, uden at lade dig styre af den

  • Du er til stede i nuet.

 
Selvtillid er, hvad du tror på, at du kan.

 

Selvtillid er din tillid til dine evner, talenter og færdigheder. Har du en god selvtillid, kan du sige højt og samtidigt føle inden i: ”Jeg ved, jeg klare det”. ”Jeg ved, jeg kan gøre det”. ”Jeg tør prøve noget, jeg ikke har prøvet før, fordi jeg tidligere er lykkedes”. Selvtilliden er som et stillads rundt om dig, som støtter din udvikling. Selvtillid giver plads til, at du kan ”bygge” dig selv endnu større – både mentalt, fysisk og følelsesmæssigt. Det er vigtigt, når du skal udvikle dig. Høj selvtillid er kendetegnet ved, at du har en oplevelse af, at;

  • du kan klare det

  • du er god til det

  • du kan blive bedre til noget uden at frygte det

  • du lærer noget af at fejle

  • du kan endda mestre på bestemte områder

 

Typiske tegn på lavt selvværd eller lav selvtillid

Der skal ”sættes ind” på begge ”konti” – selvværdskontoen og selvtillidskontoen. Begge dele er lige vigtige for, at du fremstår i balance, utvungent og nærværende – og samtidigt har det godt indeni.

 

Hvilken konto vælger du at ”sætte ind” på?

Indsatser på selvtillidskontoen giver konkrete og synlige resultater. Eksempler;

  • Din dygtighed og indsats på arbejdet bevises ved en højere titel og større ansvar

  • Ved at gennemføre flere uddannelser får du dokumenterede beviser på din kompetence

  • Ved at dyrke sport, spise rigtig, etc. får du synlige beviser på din kropsbygning

 

Det kan være meget tilfredsstillende at stræbe højere og nå længere. Men der er ubalance, når du oplever, at du - trods fine resultater – alligevel ikke har det godt indeni. Det er hårdt, at have en overbevisning om, at du hele tiden skal gøre noget for at være god nok. Du har hele tiden brug for synlige beviser til at overbevise dig selv eller din omverden om, at du er god nok. Det er opslidende arbejde i det lange løb, og giver ofte anledning til megen uro indeni.

 

Indsatser på selvværdskontoen er sværere at få synlige beviser på udadtil. Men indadtil kan det i høj grad føles og mærkes. Eksempler;

  • du står op for dig selv

  • du er god til at sætte grænser

  • du passer godt på dig selv

  • du siger fra, når du mærker ubehag.

 

Det lyder nemt, men kan volde mange kvaler i praksis.

 

Måske har du aldrig lært, hvordan du styrker dit selvværd eller din selvtillid. Måske lærte du, at du ikke var vigtig. Eller at du ikke kunne finde ud af noget. Eller at du aldrig gjorde tingene helt rigtigt.

 

Lad mig slå det fast med det samme:

Der er ikke noget galt med dig. Det var der aldrig!

 

Vi kan alle miste fodfæstet ind i mellem. Heldigvis kan du få støtte og hjælp til at opbygge både selvværd og selvtillid. Det er så tilfredsstillende både for dig og dine omgivelser, når du er mere tro mod sig selv.

 

Kontakt forandringmedtryghed.dk og hør hvordan du kommer videre.

 

Hvis du savner eller har ubalance mellem selvværd og selvtillid, vil du typisk kunne genkende disse mønstre:

  • Du ser stærk ud udadtil, men du har ofte uro/angst inden i

  • Du er nervøs for at andre opdager, hvem du egentlig er

  • Du bygger dig op, og stiver dig af med mange uddannelser, certificeringer, titler, hårde indsatser fysisk og mentalt – og det er aldrig nok

  • Hvis andre siger noget pænt til dig, tænker du: ”De siger det bare for at være venlige. De mener det ikke rigtigt. De skulle bare vide, hvordan det rigtigt er”

  • Du bliver hurtigt i tvivl om værdien af dine egne meninger

  • Du sammenligner dig med andre og bedømmer dig (hårdt og ukritisk) herudfra

  • Du går næsten i opløsning, når du laver en fejl

  • Du får tit dårlig samvittighed

  • Du kan føle dig så lidt værd, at du får lyst til at gemme dig eller forsvinde

 
Typiske årsager

Lavt selvværd og lav selvtillid kan stamme fra flere steder i dit liv. Fra fødsel, familie, skole, venner, arbejde, partner, kultur og normer. Der er flere muligheder.

  • Du kan være vokset op i en familie med meget høje krav til både dig og sig selv. Du har taget det til dig uden at forholde dig til, om det er rigtigt for dig

  • Du fik meget kritik i skolen. Eller du blev mobbet. Eller måske følte du bare, at du ikke hørte til

  • På arbejdspladsen møder du høje præstationskrav. Du bider tænderne sammen og tænker; Hvis andre kan, kan jeg også. Og måske kan du ikke leve op til det

  • Din partner kommunikerer tydeligt, hvordan han eller hun ønsker, at du skal være. Og du har glemt at spørge dig selv

  • Du kan fra fødslen være meget sensitiv og let påvirkelig.

  • Du kan opleve, at normen i samfundet er uopnåelig eller uvirkelig for dig. Hvordan du skal se ud, dyrke motion, være lykkelig og dyrke kærlighed, etc.

Heldigvis kan du vende indre negative tanker og følelser og få et godt liv. Kontakt og hør hvordan.

 

Konsekvenser

Har du en høj selvværdsfølelse, forholder du dig forholdsvist neutralt til din egen selvtillid. Du har ikke brug for så mange beviser, for du er tilpas inden i. Du er i stand til at evaluere, hvad du kan og ikke kan uden uro. Og uden at blive deprimeret eller ramt. Du er i det hele taget mest i ro.

 

Har du dårligt selvværd, vil du være tilbøjelige til at sætte lighedstegn mellem det, du er – og det du kan. F.eks. hvis du mislykkes med noget, får du en følelse af, at du ikke er noget værd. OG DET ER IKKE VIRKELIGHEDEN. I virkeligheden kan du være ekstremt talentfuld, men føle dig dybt utilstrækkelig alligevel. Du vil være tilbøje­lig til hele tiden at stræbe efter flere færdigheder i forsøg på at styrke selvtillids­gitteret. Billedligt talt for at stive det lave selvværd af. I kølvandet følger ofte en evig angst for at ”blive opdaget”. ”Tænk hvis skallen krakelerer… og folk opdager, hvordan jeg virkelig er… ingenting”.

 

Har du høj selvtillid og et godt selvværd, elsker du at udvikle dig i dit eget tempo, og du stoler på, at du nok skal klare det, selvom det er hårdt. Du udvikler dig indenfor emner, der interesserer dig. Når du gennemfører en vanskelig udvikling, er du tilfreds og kan nyde, at andre komplimenterer det, og siger ”Tak” – i stedet for – ”det var ikke noget”.

 

Har du lav selvtillid, kan du være tilbøjelige til at gå ind en selvforstærkende dårlig cirkel. ”Jeg kan ikke finde ud af det, så jeg må hellere lade være”. Det medfører, at du ikke træner, øver eller lærer nye kompetencer. Herefter mangler du den konkrete kompetence. De negative følelser overfor sig selv er nu blevet bekræftet af virkeligheden – ”se hvad jeg sagde, jeg kan ikke”. Følelsen af at ville gemme sig, bliver endnu større. Måske mærker du ensomhed.

 

Når du styrker dit selvværd og din selvtillid, vil du hvile mere i dig selv, og folk vil naturligt søge dit selskab, fordi du besidder noget, de fleste gerne vil have lidt mere af. Du vil fremstå som en frem­ragende rollemodel for din omverden.

 

Selværdskerne.png
Selvtillidsgitter.png

Er beskrivelserne bekendte for dig?

 

Glæd dig over, at forandring er mulig. Kontakt og hør hvordan du kommer trygt videre.

 

Jeg glæder mig til at hjælpe dig.​

bottom of page